Oluce blev grundlagt i 1945 af mesteren Giuseppe Ostuni og er den ældste italienske lysdesignvirksomhed, som stadig er aktiv i dag.
Før krigen var der faktisk kun Gino Sarfattis Arteluce, som forsvandt i de sene 90'ere, men i 1948 kom Azucena og Lamperti til efterfulgt af Arredoluce og Stilnovo i 1950. I mange år var det primært Arteluce, Azucena og Oluce, som dominerede det italienske marked og var centrum for de designere, som var så stærkt involverede i genopbygningen og senere i udviklingen af serieproduktionen, der udgjorde forummet i Milano: Vittoriano Viganò og BBPR, Gigi Caccia Dominioni og Ignazio Gardella, Marco Zanuso og Joe Colombo
Allerede i 1951 fik Oluce succes på "IX Triennale", hvor belysningsdelen blev anført af Achille, Livio og Pier Giacomo Castiglioni, med en indirekte glødepære designet af Franco Buzzi. I de efterfølgende år kom den banebrydende "Agnoli model" (255/387 ), der var en spotlampe på en slank stang, som i 1954 betød, at man gik væk fra lampeskærme og ønskede mere enkle gulvlamper – også til belysning i hjemmet.
Ud over Agnoli omfattede Ostunis samarbejdspartnere: Forti, den glemte fortaler for en ny boligstil til den højere middelklasse i Milano, samt Arnaboldi, Monti og Minale. Det var dog først ved slutningen af årtiet at Oluce – efter mødet med Joe og Gianni Colombo – gik over til en mere udtalt revolutionær stil. Colombo-brødrene (senere forfulgte kun Joe sine planer som designer, mens Gianni helligede sig kunsten) forsøgte at finde et marked, der var lydhørt over for deres dristige design – og det var Oluce.
Først var der bordlampen ''Acrilica'' (mod. 281), som indgår i Oluce-kataloget fra 1962: en meget tyk Perspex-kurve, hvorigennem lyset synes at klatre, som eksemplificerer både et muligt mødested mellem kunst og design og en elegant anvendelse af nye materialer. Som guldmedaljevinder ved "XIII Triennale", hvor Joe Colombo også vandt to sølvmedaljer (for "Combi-Center" og "Mini-Kitchen"), cementerede "Acrilica" Joe Colombos position som en af tidens store designere.
I de efterfølgende år gik Colombo videre og skabte "Coupé", en buet stilk af betydelig størrelse, som understøtter en elegant halvcylindrisk skygge, og som i dag er udstillet på MoMa i New York.
Det kom frem i 1972 (et år efter Joe Colombos for tidlige død), og den blev derfor opkaldt ''Colombo'' efter ham. Som den første indendørs halogenlampe på markedet blev den et enestående designikon, som er både funktionelt og samtidigt.
Efter Colombos død gik Oluces historie ind i en ny fase. Giuseppe Ostuni overdrog nemlig virksomheden til Verderi-familien. Dermed indledtes en ny og vigtig æra for Oluce, som faldt sammen med overdragelsen af ejendomsretten fra Ostuni til Verderi-familien, og som var domineret af en af de store mestre i italiensk design: Vico Magistretti. I mange var Vico Magistretti virksomhedens Art Director og chefdesigner, og han tilførte virksomheden sit umiskendelige præg, som anerkendes i hele verden. Kuta, Lester, Nara, Idomeneo, Pascal, Dim, Sonora, Snow og især Atollo – alle blev navne, som umiddelbart forbindes med bestemte produkter. Atollo blev endda en slags skabelon, en grafisk silhuet, som straks ændrede opfattelsen af en "lampe".
I 1995 skiftede Oluce igen spor med Marco Romanelli som Art Director, og det styrkede virksomhedens internationale succes og anerkendelsen af kollektionen. Den nye kollektion fokuserede på udtryk med meget forskellige personlige sprog og især fra førende nutidige designere, som englænderen Sebastian Bergne, schweizeren Hans Peter Weidmann og italienerne Laudani&Romanelli.
Side af Oluce